Som vi alle ved nedsatte regeringen en Trivselskommission i august 2023 som en reaktion på stigende udfordringer med mistrivsel blandt børn og unge. Kommissionen består af en formand og ti medlemmer med bred viden om børn og unges trivsel. Efter at have arbejdet i halvandet år med opgaven fremlagde personerne bag kommissionen i februar 2025 en række anbefalinger med det formål at styrke børn og unges trivsel i Danmark. Nogle af de centrale anbefalinger inkluderer:
Udskydelse af smartphonedebut og mobilfri skoler: Anbefaling om at udsætte børns introduktion til smartphones til de er 13 år og indføre mobilfrihed i grundskolen.
Styrkelse af karakterdannelse: Fokus på at fremme børns og unges tro på egne evner, ansvarsfølelse og vedholdenhed.
Deltagelse i fritidsaktiviteter: Opfordring til, at alle børn og unge engagerer sig i fritidsaktiviteter sammen med andre for at fremme sociale fællesskaber.
Øget efterskoledeltagelse: Forslag om at gøre det muligt for flere unge at komme på efterskole ved at mindske økonomiske og kulturelle barrierer.
Fokus på digital dannelse: Betoning af vigtigheden af at uddanne børn og unge i digital teknologiforståelse for at navigere sikkert og kritisk i en digitaliseret verden. Disse anbefalinger sigter mod at skabe et mere støttende og sundt miljø for børn og unge i Danmark og peger tydeligt på en voksende bekymring for børn og unges mentale trivsel, sociale fællesskaber og deres digitale vaner.
Efter at jeg har læst anbefalingerne og de detaljerede udledninger af disse fra Trivselskommissionen, synes jeg helt klart, der er mange gode ideer at reflektere over. Yderligere er der lagt op til diverse tiltag men med meget mere forældreansvar end tidligere. Vi skal nemlig huske at skelne mellem børn og unges almindelige modgang og mistrivsel, for der er ikke tale om en hel generation af børn og unge der mistrives. Størstedelen trives faktisk, og det glemmer vi, desværre, ofte.
Men selvfølgelig mødes de, børn og unge, af udfordringer, helt almindelige udfordringer, som rammer os alle. Livet indeholder både gode og dårlige dage, sådan er det. Det at være ked af det, at have mørke tanker eller være nervøs, er helt naturligt, en gang imellem. Selvfølgelig ikke hver eneste dag, for så skal vi reagere, som jeg tidligere har beskrevet og som de fleste heldigvis er klar over. Men når man skal præstere til en eksamen eller til en termins prøve eller lignende, er nervøsitet, panik eller anspændthed bare et tegn på at forsvarsmekanismerne går i gang. Helt naturligt ja, og det overlever vi. Men det at indse og forstå at det er normalt at reagere og agere, som vi gør, i visse situationer og perioder i vores liv, kan være vanskeligt for mange. Her vil jeg gerne fremhæve samtalen, for den har en rigtig god effekt på de fleste udfordringer men også på det faktum at fremme en forståelse for det der kan være svært at nå frem til ved egen hjælp. Uden kommunnikation kan vi ikke eksistere.
Når jeg som coach har samtaler med unge, som opsøger mig fordi de føler at de mistrives, stiller jeg dem indledningsvis, en mængde spørgsmål. En del mistrives ja, men bestemt ikke flertallet. Derfor er det vigtigt at vi skelner mellem det at mistrives og det at være menneske og befinde sig i livet med de udfordringer det nu engang har. Livsvilkår. At det er uhyre vigtigt, hvilken tilgang du har til det menneske du sidder overfor, siger sig selv. Derfor er en af mine opgaver at sørge for at samtalerne og den dialog vi har, foregår i et trygt miljø, hvor åbenhed og ærlighed bliver helt naturlige faktorer som er med til at skabe den stemning, hvor god kemi opstår. Det er magisk. Samtaler rykker meget og det unge menneske kommer videre. De der reelt mistrives, tager klart længere tid, da der her er grobund for at bevæge sig dybere i samtalen. Om den unge føler mistrivsel eller ej så er det generelt meget vigtigt, at alle føler sig set og hørt.
Men de børn og unge, som er psykisk syge, som har komplekse diagnoser, som ikke er forbigående eller de børn og unge der vokser op med misbrug og vold i hjemmet, dem skal vi hjælpe meget mere end vi gør. En af mulighederne er at give dem mere opmærksomhed ved blandt andet at styrke de psykiatriske tilbud, der kunne blive endnu bedre, samt overlade ansvaret til de professionelle i vores sundhedssystem fremfor at lade familierne stå alene med ansvaret. Klart, skal der mere end samtaler til, selvom de også indgår i behandlingen. Lad os derfor få mere opmærksomhed rettet på hjælpen til de børn og unge, som har det rigtig rigtig svært samt deres familier, så de kan få et bedre liv.
