Blog
sep '19
Er samtaler nødvendige?

Er samtaler nødvendige?

Så er sommeren forbi og efteråret er begyndt med lidt anderledes temperaturer. Det er dog stadig skønt udenfor og vi bliver tilgodeset med masser af smukt september lys. Vi ved jo, at lys gør os godt og hvor vigtigt det er, at vi grådigt tager alt det lys til os, vi kan få, så vi er klar til de mere lysfattige måneder, som efteråret byder på.

Apropos lys, så ved vi også, at det hele går lettere og bedre, hvis vi fokuserer på tilværelsens lyse side. De af os, som har det fokus, vel at mærke. En helt ny undersøgelse og netop offentliggjort af Boston University viser, at optimister lever længere end dem med de mere mørke og pessimistiske tanker. Det er der måske ikke noget odiøst i, da alt for meget utilfredshed, frustration, vrede og tristhed ikke er godt for vores helbred. Forskerne bag undersøgelsen mener i øvrigt også, at sundhedsråd til befolkningen, som f.eks. at få motion og spise sundt, også bør omfatte, det at være positiv. For at have overskud og energi hører ofte sammen med, at spise sundt og dyrke en eller anden form for motion og det spiller en væsentlig rolle, for vores livsglæde og livslængde. Desværre lider mange af tristhed, mørke tanker og depression, og de har et udbredt ønske om, at smage på de lyse sider i livet. Det er derfor en af de fornemmeste opgaver - vi, der har med mennesker at gøre - både professionelt og generelt – hjælper alt, hvad vi kan, for at de, der har det svært, kommer ud af det helvede, det ofte er.

Derfor er det helt essentielt, at alle børn, unge og voksne bliver taget seriøst, hørt på og lyttet til, når de tør fortælle, at de ikke trives.Tør ,er skrevet med en vis bekymring, netop fordi jeg taler med en del unge mennesker, som gerne vil involvere forældrene i deres ve og vel. Men ikke tør, fordi det vil puste til forældrenes allerede eksisterende bekymring for dem. Og forældrene har, når man lytter til de unge – mange både private og arbejdsrelaterede udfordringer, at slås med. De unge ønsker derfor ikke, at tilføje eller være endnu en bekymring. Ofte søger de bare opbakning og anerkendelse fra forældrene og nogle har også åbent fortalt, at de hellere vil have et kram eller lidt opmærksomhed fra forældrene, end at få lommepenge. Det er ret tankevækkende og sørgeligt.

Så derfor til alle jer, uanset om I er børn, unge, voksne eller forældre: Lyt til hinanden. Meld ud hvordan I har det. Stil spørgsmål, og vis, at I tør, fordi I interesserer jer for hinanden. Husk at ingen ved med sikkerhed, hvordan du har det, hvis du ikke selv melder ud. Vi skal afholde os fra at tolke på andres vegne. Det kommer der sjældent noget positivt ud af. Men samtaler, de er et must. En win-win, for alle parter. Der sker noget yderst positivt, når vi taler sammen. Det har jeg erfaret igen og igen. Samtaler er sundt for alle. Så bare gå i gang ;-)

 

bubble