Dont worry be happy, sangen eller omkvædet, vi kan synge med på og samtidig en banal og simpel statement! Er der noget om det? I alt fald bliver vi ikke i godt humør, når vi bekymrer os. Og vi skal også huske på, at bibeholde de gode vaner, vi havde i foråret og sommeren, med at være ude i den dejlige friske luft. Lige nu er der fuld knald på farverne i skoven og i haverne. Masser af faldne æbler og blade og et enkelt muldvarpeskud ;-) Det er rigtig smukt derude. Og om lidt er det efterårsferie for mange. Så kom ud og nyd at være i livet.
Der er evidens for, at vi bliver i bedre humør, når vi bevæger os. Og vores mindset bliver lettere. Forleden blev jeg mindet om det faktum, at vi tænker 60.000 tanker pr. dag og ca. 80% er oftest bekymrings tanker. 80 PROCENT!!!! Det er da vildt! Og hvad er det, der bekymrer os? De fleste kender tankerne, der starter med; HVAD NU HVIS……
Hvad nu, hvis jeg bliver fyret, hvad nu, hvis min mand finder en anden, hvad nu, hvis jeg kører galt, hvad nu, hvis jeg bliver alvorligt syg - osv. osv. Disse tanker gør os anspændte og energiforladte. For nogen er det desværre blevet en daglig (dårlig) vane, at bekymre sig om alt muligt. Og det kan være svært at ændre sådan en vane. INGEN af os kan sige os fri for, at bekymre os. Nej, det kan vi ikke, for det er menneskeligt og naturligt. Og det er vigtigt at pointere, at vi ikke kan være glade og i godt humør hver dag. Det er der ingen der er! Det er måden vi tackler vores bekymringer og grublerier på, der er helt afgørende for, hvordan vi har det, og hvad slutresultatet bliver. I de fleste tilfælde, sker de ting, vi bekymrer os om, slet ikke. Og som Søren Brun, en af mine favorit tegneserie figurer siger: ”Bekymringer plejer ikke at stoppe de dårlige ting i at ske, det stopper dig blot fra, at nyde de gode! ” Det giver da stof til eftertanke.
Jeg er også blevet inspireret af Psykolog Pia Callesen og hendes introduktion til terapiformen, Metakognitiv Terapi. Pia Callesen forklarede, hvordan vi kan øve os i, at lade vores tanker og bekymringer passe sig selv, og ligefrem passere. Vi skal huske på, at vores tanker er flygtige og at vi selv vælger, hvad det er vi giver opmærksomhed. Det kræver øvelse og kan være svært, at vi lader vores tanker passe sig selv eller bare lader dem være i fred. Forestil dig, at du afsætter et tidspunkt på dagen, hvor du kan bekymre dig, alt det du vil. MEN du skal gøre det i et begrænset tidsrum. Når du så i løbet af dagen får en bekymrings tanke, så skal du lade den være, for du ved, at du har dit specielle ”bekymrings tidspunkt” senere på dagen. Når man mestrer dette, vil man få mere tid tilovers, til at gøre alle de andre ting man også har haft lyst til men ikke har haft overskud til.
Så er du en af dem, der tænker mere end meget over tingene eller bekymrer dig i flere timer dagligt, så kan du hente rigtig god inspiration i bogen ” Lev mere tænk mindre” af Pia Callesen. Det er en spændende bog om Metakognitiv Terapi, der rykker og kan gøre en forskel, hvis du tør gå i gang. Eller tør lade være...
Get out of your head and into your life. Så sker det noget!!
Lyt også til Bobby McFerrin – “Don’t worry Be Happy”, hvis du har lyst til en lille glad melodi. Den kan dog blive hængende i et stykke tid ;-)