December har en magisk evne til at indhylle os i en særlig stemning. Mange af os associerer denne måned med julelys, hygge, dejlig mad og festligheder, og fokuserer ikke så meget på det dejlige i, at om lidt bliver dagene længere. Det er ganske vist kun et lille minut dag for dag men jeg synes det er dejligt. De længere dage symboliserer et løfte om mere lys, fornyelse og muligheder og at lyset følger mørket. Vi begynder på et nyt og sprødt kapitel i vores liv. Et helt nyt kapitel i et helt nyt år er klar til at blive skrevet.
Børnene holder snart juleferie og deres forventning om alt det der skal ske og deres åbenlyse glæde, er dejligt at opleve. Vi er også mange voksne der glæder os. December er den sidste måned i vores nuværende år og vi begynder at se hen imod afslutningen af dette år, før et nyt år begynder.
Jeg reflekterer ofte over mit år i december og konstaterer, hvad året har budt på. Jeg glæder mig over alt det jeg har oplevet, alt det jeg har været en del af og alt det, som jeg har udrettet. Jeg reflekterer selvfølgelig også over de ting, der ikke skete for mig og som jeg ikke fik gjort og hvorfor det var sådan. Og et af mine tilbagevendende spørgsmål er, om der har været balance i mit liv i år. For balance er et nøgleord og altafgørende for vores liv, og den måde vi agerer på.
Selvom jeg synes det er vigtigt at reflektere, fordi det gavner vores ro og velbefindende og vores mulighed for at skabe forandringer, de steder, hvor vi ønsker der skal ske ændringer - skal vi dog ikke reflektere hele tiden. Det er slet ikke nødvendigt og personligt, tror jeg heller ikke på, at det er specielt gavnligt. Det kan let blive for navlepillende. Igen spiller balance en vigtig rolle. Når vi ønsker at skabe forandring et sted i vores liv, skal vi minde os selv om dette ønske, så vi ikke falder tilbage i vores komfort zone og undgår den udvikling, vi har sat os for, selvom det tit kan være det letteste.
December og julen er også tiden, hvor vi dyrker vores nære relationer, på en anden måde, end vi plejer. Og alle ved, hvor lidt der egentlig skal til, for at gøre andre glade. Så lad os gøre tingene lettere for hinanden, hjælpe hinanden og sige mere, skidt pyt, i denne tid. Julen føles nogle gange som en årstid. En årstid, som de andre, der vender tilbage, år efter år men som alligevel ikke er som de andre men er helt sin egen og tilmed meget kort. Den får også meget mere opmærksomhed end de andre årstider og derfor fylder julen så meget hos de fleste af os. Den er et lyspunkt i mørket og får os til at være mere gavmilde og åbne for andre. Så vi kan glæde os over at vi har hinanden i de små familier rundt omkring og vise, at vi er taknemlige. Det skaber mere glæde og rummelighed og det smitter.
I julen behøver vi ikke at glemme at vi kan dyrke det, vi vil ha’ mere af i vores liv og få de ting til at ske, som vi nogle gange drømmer om, og som ofte er tættere på, end vi umiddelbart tror. Vi skal bare øve os i at være mere vedholdende, hvis tingene skal ske for os. Og være i balance!
Jeg havde en dyb samtale med en rigtig god ven forleden. Vi talte om året der snart er gået og delte løst og fast og kom ind på, hvad livet egentlig er for en størrelse og hvorfor mon noget sker og andet ikke gør. Vi kunne konstatere at livet nærmest iscenesætter et show for os, fordi det prøver at vise os, hver især, hvad vi elsker og værdsætter. Og når vi tænker efter ved vi udmærket, hvad det er. Sagt med andre ord, når vi gør de ting vi elsker og er sammen med eller omgiver os med dem vi er vilde med eller elsker, så bliver vi fyldt af en enorm udstråling og en massiv energi, både fysisk og psykisk. Min gode ven og jeg var enige om, hvor privilegerede vi er i vores liv, fordi vi har meget vi er vilde med at gøre og mange i vores liv, som vi elsker. I øvrigt elsker vi begge at ha’ meningsfulde samtaler og at grine. Du kan evt. prøve at tænke over de små og store ting i dit liv og blive mere opmærksom på det, du elsker i dit liv.
Med dette in mente, vil jeg ønske dig og jer en rigtig glædelig jul og det skønneste nytår. Pas på dig selv og på hinanden.
