Hvor er det fantastisk at være i stand til at læse og bare føle den glæde, det er at læse. Jeg tænker nok ikke så ofte over det, fordi det bare er noget jeg gør og det giver adgang til at opbygge viden og erfaring og få oplevelser af forskellig karakter. Ofte kommer vi i et andet univers og ordene og deres opsætning, har så forskellig karakter alt efter, hvilken genre vi læser. Enten fornemmer vi en lethed med de fine og inspirerende og malende ord eller sætninger eller også oplever vi ordene mere vilde og overraskende. Men generelt bliver vi utålmodige og kan næsten ikke vente med at vende bogens næste side. Jeg elsker det, det er vidunderligt. Det at læse sætter gang i et hav af forskellige følelser og tanker, som vi måske ellers ikke ville opleve, så stærkt.
Når jeg begynder på en ny bog, prioriterer jeg tiden det tager, at sætte sig ind i den. Jeg skal lære den at kende, give den tid, måske gå lidt til og fra. Og når jeg så er i gang, så flyder ordene og så kan jeg læse videre, alle steder fra. Men som læser vil jeg gerne have tid til at sætte mig ind i den nye bog. Jeg synes jeg skylder mig selv og bogen at begynde med de bedste betingelser for at nyde mest muligt og jeg kan glæde mig til at komme i gang, lige fra jeg køber bogen til jeg sidder hjemme i sofaen og gør mig det hyggeligt med enten masser af dagslys strømmende ind af vinduerne eller et godt elektrisk lys, hvis dagslyset går over i skumring og stearinlys på bordet ved siden af. Men det at prioritere at tage sig tid til at fokusere og nyde selskabet med en god bog og den kommunikation, der nærmest foregår mellem os, bogen og mig, den er nærmest ubeskrivelig. Det giver velvære, en dejlig afslappethed og en kæmpe glæde.
Tænk, hvis vi brugte lige så meget tid på at læse dagligt, som vi gør på de sociale medier. Hvordan ville verden så se ud? Hvordan ville vi ha’ det? Ville der værre færre psykiske diagnoser? Ja måske. Jeg ønsker ikke at sætte bøger op imod de sociale medier, for alt med måde er helt fint. Jeg ville bare indimellem ønske at man gav læsningen lidt større prioritet i sit liv.
Bøger er en vigtig del i vores liv og de hjælper os med at fokusere på en anden måde. Vi fordyber os og tager læring til os, vi udvider vores horisont på en legende let måde fordi vi slapper af og bare tager ind og tager imod. Vi skaber holdninger og meninger i forhold til det vi læser, fordi vi forholder os kritiske til det skrevne ord. Vi er enten enige eller uenige med forfatteren eller de personer vi oplever i bogen og deres gerninger og tanker. Man føler sig som en del af en større og en helt anden verden, når man hengiver sig til læsningens magiske verden. Vi finder veje til at aflede vores tanker og mindset gennem læsning. Og der ligger en helt special glæde i at finde den helt rigtige bog, på det rigtige tidspunkt.
Børns læselyst og læseevner blev omtalt i medierne midt i denne måned i forbindelse med Pirls-undersøgelsen, der kortlægger læsekompetencerne blandt 65 landes 4.klasses elever. Og den viser at mange børns læsefærdigheder er dårlige. Som Simon Skou Fougt, der er national forskningsleder på den danske del af undersøgelsen og lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet udtalte til Politiken den 16. maj: ”Samlet set er det op mod hver fjerde af eleverne, der er »svage læsere«, og som læser »bekymrende dårligt”, ”Vores dygtige læsere ligger på samme niveau, som de har gjort hele tiden. Der er ingen udvikling for dem. Men de svageste læsere er blevet endnu dårligere, og der er kommet flere af dem. Det er dem, der trækker ned”, fortsatte han.
Jeg mener at vi skal have børn til at læse noget mere i deres fritid. Det skal ikke være ”noget for noget” princippet der skal iværksættes her, for det får vi intet ud af. Nogle forældre har den mening at så skal der være nul Ipad eller lign. hvis børnene ikke læser, men nej, vi skal finde en sjov og god måde at gøre børn interesserede i det at læse mere. Derfor er det vigtig at de har bøger tilgængelige derhjemme, som handler om det, de interesserer sig for. Hvis dette ikke er tilfældet, kan man låne dem på biblioteket. Det er næsten ligegyldigt, hvad børnene interesserer sig for, bare de kommer i gang og finder læseglæden og bliver den oplevelse rigere. De bliver mere oplyste om noget, der har deres interesse på et højere niveau og de får masser af emner de kan tale med deres venner og kammerater om i skolen og i fritiden. Og hvis de læser regelmæssigt, vil deres hjerne uden tvivl bliver stærkere. Ligesom en muskel, bliver større og stærkere ved at den bliver trænet, sker præcis det samme, når man stimulerer hjernen. Og det kan gøres ved at læse bøger indimellem. Det bliver sejt at læse!
Det kan også være en del af noget familien gør sammen, når de hygger sig inden sengetid. Eller omkring ulvetimen inden spisetid, at børnene læser og slapper af imens de hygger sig i køkkenet, hvor der laves mad. Bare man finder en måde at støtte op omkring at læsning er sjovt og givende. I min optik kan man også som forældre implementere at børn læser ca. 30-60 min. hvis ikke hver dag, så 3-4 gange i ugen. Helt klart forudsætter dette, at børn oplever og ser, at deres forældre også læser og ikke kun er på deres telefoner hele tiden.
Det er også vigtigt at have en mente at hvis børnene ikke læser mere end de gør nu, så bliver problemet senere, at de vil have sværere ved at forholde sig kritisk til det de læser og dermed danne sig en mening omkring det de læser. Da jeg gik i skole var det en belønning, at få lov til at læse, når vi var færdige med vores skriftlige arbejde i klassen. Men ja det er også længe siden.
God læselyst og læseglæde.