Kan I huske melodien til denne sang med Salt-N-Pepa? Jeg bliver glad, fyldt med masser af energi og lyst til at danse, når jeg hører den. Sangen motiverer mig også til, at gøre ting jeg ellers ikke rigtig har lyst til at gøre; ting, der bare skal overstås. Det kender de fleste. Men hvad nu hvis melodien også kunne smitte af på det, vi skal blive bedre til at gøre eller ændre. Jeg har taget det første skridt ved at lade dette indlæg handle om klimaet.
Når man som jeg taler med forskellige alders grupper, vender vi mange spændende og følelsesmæssige emner. Alt fra parforhold, børn, stress, venner, sex og arbejde til skole, uddannelse, eksamenspres, selvværd og selvtillid. I de sidste måneder har det været klimaet, der har fyldt meget, specielt blandt de unge. Generelt har mange svært ved at starte en dialog, hvis de ikke føler sig helt hjemme i det emne, der skal tales om. Og klimaet i sig selv kan være svært for mange. Nu er det heller ikke vanvittig sexet at diskutere og svært at føle sig 100 % sikker i. MEN, hvorfor kan vi så diskutere sex og have en holdning til det. Også til trods for, at vi ikke ved alt om det. Det er nok fordi det er nemmere at tale om, end klimaet. Men hvordan kan vi blive bedre til at overvinde den utryghed og nervøsitet der ligger i at starte en samtale uden at kende alt til et specifikt emne og her klimaet. Vi kunne begynde at tale meget mere om emnet.
Forestil dig, at vi diskuterer eller bare italesætter klimaet, ligesom vi taler om så mange andre ting, der fylder vores dag og vores tanker. Det vil betyde en lille forskel, i alt fald, hvis man skal tro Katharina Hayhoe, en kvindelig amerikansk klima forsker, som jeg hørte for nogle uger siden. Hun inspirerede mig og udtalte, at selvom de fleste af os ikke er bekendt med eller for den sags skyld har den helt store interesse i de mange ofte tekniske detaljer og udregninger, der diskuteres i forbindelse med klima debatten, så vil det gøre en forskel, at vi begynder, bare at TALE om det. Det lyder jo vanvittig vildt, at så lidt kan ændre noget men ikke desto mindre er det, ifølge Katharina Hayhoe, et faktum.
Personligt, er jeg ikke en frelst klimaaktivist. Og det bliver jeg heller ikke. En ting jeg dog tror vi kan være enige om er, at vi alle - uanset divergerende politiske overbevisninger - har et ønske om, at vores klode stadig bliver ved med at eksistere. Og hvis vi rent faktisk kan gøre en lille bitte forskel, bare ved at dele klimabudskabet og de ændringer der sker, verbalt, så sætter vi tankerne i sving og ofte også vores handlinger. Og det er her, vi kan begynde at gøre en forskel.
Som jeg nævnte tidligere, har mange svært ved at begynde en dialog, hvis de ikke er 100% inde i stoffet. Nogle af de unge jeg taler med føler ikke, at de ved nok om den globale opvarmning, permafrost eller CO2 udledning, og føler sig ikke ligeså godt klædt på, som nogle af deres klassekammerater, til at turde begynde eller være en del af den dialog, der foregår i klassen. Generelt er lærerne på ungdoms uddannelses institutionerne, ret kompetente til at få de unge op i gear via opdateret oplysning, heftige diskussioner og dialog, og eleverne får opgaver og afleveringer, der relaterer og afspejler det, der sker i verden, så de bliver mere og mere bevidste og får fokus på det. Det er derfor en vigtig opgave at få flere unge med i diskussionerne, ved at tale, diskutere og oplyse dem hjemmefra, så de bliver mere modige og føler sig bedre rustet til, at deltage i diverse diskussioner, selvfølgelig ikke kun klima relaterede diskussioner. Selvom ikke alle unge, har nogen, at diskutere med derhjemme af forskellige årsager, så er det vigtigt at vi, der har en eller anden tilknytning til de unge, gør vores bedste for, at motivere dem til at erkende vigtigheden i, at møde forberedte op og deltage i timerne. På den måde bliver de mere oplyste og robuste og tør så begynde en samtale eller deltage og markere sig i klasse diskussionen. Det gør hverdagen sjovere og mere indholdsrig.
Der er skrevet meget i medierne om, hvad vi hver især kan gøre, i forhold til klimaet og helt lavpraktisk er der større eller mindre ting vi kan gøre og tage stilling til. Så udover at tale om det, som Katharina Hayhoe foreslår, så er følgende de mest medie omtalte: at ændre vores madvaner dvs. at spise mindre kød fra drøvtyggere J, at rejse mindre med fly, at bruge flere penge på service, at købe og sælge brugt, at købe kvalitet i stedet for kvantitet.
Vi behøver heller ikke, at være hamrende kedelige, for at gøre en lille forskel. Det er forfatteren og tegneren, Anders Morgenthaler og journalist, Dan Grønbech et godt eksempel på. De stod bag et virkelig godt radioprogram ” Klima testamentet”, i 2018 men er stadig super aktuelle, efter min ydmyge mening. Når du har en halv time, så lyt til deres podcasts. De er berigende, informative, lærerige og strøet med et lækkert krymmeldrys humor.
Så, når alt kommer til alt, så kan vi gøre en forskel både for os selv og andre, ved at justere på vores hverdag og vaner. En ny af slagsen kunne være, Let’s talk about…. kli- ma- et, ;-) i vores netværk.