Jeg lytter til forskellige radioprogrammer. Når jeg ikke har tid til at lytte de dage, sammen dag de er live, snupper jeg dem som podcasts og dybdelytter. Jeg er vild med at blive inspireret og klogere og to af de programmer jeg vil kommentere på her, er også blandt mine favoritter, nemlig Hjernekassen og Brinkmanns briks. Begge programmer tager udgangspunkt i faglig viden og inviterer eksperter (forskere, fagfolk eller forfattere) til at uddybe komplekse emner, ofte inden for psykologi, filosofi, samfund eller videnskab. De opfordrer lytteren til refleksion frem for hurtige svar.
Hjernekassen på P1 er kendt for sin brede vifte af emner, der spænder fra naturvidenskab og medicin til kultur, historie og samfundsforhold. Hver uge inviterer værten, Peter Lund Madsen - bror til foredragsholder og entertainer, Anders Lund Madsen, som i øvrigt optræder som julemand en gang om året i programmet, - eksperter i studiet for at belyse et specifikt emne, hvilket giver lytterne en dybdegående og nuanceret forståelse af komplekse spørgsmål. Peter Lund Madsen, er speciallæge i psykiatri og hjerneforsker. Han er kendt for sin evne til at formidle komplekse videnskabelige emner på en tilgængelig og engagerende måde. Hans baggrund inden for neurovidenskab og psykiatri giver ham en unik indsigt, som han bruger til at binde programmets forskellige emner sammen og skabe en rød tråd gennem programmet.
De sidste episoder jeg har lyttet til har behandlet emner som revyhumor, kristendommens betydning og mistrivsel hos børn og unge. Disse episoder illustrerer programmets evne til at kombinere videnskabelig indsigt med aktuelle samfundsdebatter, hvilket gør programmet til en anvendelig og værdifuld kilde til både viden og at vi som lyttere reflektere over det vi hører.
Brinkmanns briks med værten, Svend Brinkmann, undersøger menneskets adfærd og samfundets tendenser gennem samtaler med forskellige gæster. Programmet tager udgangspunkt i spørgsmål som: "Er jeg god nok?", "Må jeg godt være bange for mørket?" og "Findes der noget større end mig selv?" Med sin baggrund som psykologiprofessor ved Aalborg Universitet bringer Brinkmann en faglig og filosofisk tilgang til emnerne, hvilket gør programmet både oplysende og tankevækkende med emner som arbejde, kærlighed, teknologi, livskvalitet og eksistentielle spørgsmål.
Livskvalitet var hovedemnet i Brinkmanns briks, den 14. maj (2025), hvor Henrik Mahncke var gæst og hvor han sammen med Brinkmann diskuterede resultaterne af en omfattende undersøgelse, netop om danskernes livskvalitet, ”Vores livskvalitet. Hvad kan vi lære af de lykkeligste danskere?” som han har stået for, og som udforsker hvordan faktorer som fællesskab, boligmiljø og sociale relationer bidrager til danskernes trivsel. Undersøgelsen, som er finansieret af Realdania, omfattede 122.000 danskere og analyserede omkring 1 million datapunkter. Henrik Mahncke er analysechef hos den danske filantropiske forening Realdania, hvor han står i spidsen for arbejdet med at måle og analysere livskvaliteten gennem det byggede miljø. Det byggede miljø forklarer han i sin bog, henviser til de fysiske omgivelser, som mennesker har konstrueret – altså bygninger, boliger, byrum, veje, pladser, skoler, parker, infrastruktur og hele byområder. Det er det modsatte af naturmiljøet og dækker alt, hvad vi har skabt, hvad vi bor i, arbejder i eller opholder os i.
I bogen kan man læse mere om hvad livskvalitet i relation til det byggede miljø er, og hvad det typisk handler om: Hvordan vores boliger og byområder påvirker vores trivsel (f.eks. støj, grønne områder, boligkvalitet) Hvordan byplanlægning fremmer fællesskab, tryghed og tilgængelighed og hvordan arkitektur og design understøtter gode hverdagsliv for eksempel via lysindfald, adgang til natur, eller mulighed for at mødes med andre mennesker. Kort sagt, det byggede miljø former vores hverdag og vores velbefindende – både fysisk og mentalt. Jeg er sikker på at vi alle ved, hvor stor en indflydelse vores omgivelser har på os men at læse det så detaljeret er vildt interessant.
I programmet kom Henrik Mahncke ind på faktorer som vi alle kan have glæde af at afprøve, i min optik. At lytte til ham var en fantastisk oplevelse. Han er en meget positiv, intelligent og begejstret fortæller og formidler, og jeg blev smittet af hans humør og energi resten af dagen, hvor jeg sammen med en god ven på en skovtur, reflekterede over hvad han sagde om livskvalitet og hvad det betød for os, da det klart er en subjektiv følelse. Han omtalte selvfølgelig nogle af sine centrale budskaber om emnet, blandt andet, hvor vigtige små sociale interaktioner, som at hilse på naboer eller småsnakke med personalet i den lokale butik er, fordi det har en betydelig indflydelse på følelsen af tilhørsforhold og tryghed i lokalsamfundet. Disse "hverdagsfællesskaber" spiller en nøglerolle i at øge oplevet livskvalitet. Han understregede, at sådanne daglige kontakter spiller en vigtig rolle i at styrke vores livskvalitet.
Henrik Mahncke fremhævede også hvor vigtigt det er at vi har noget at glæde os til, at forventningens glæde er så positiv for os og smitter af på vores humør og omgivelser og var et af de fire råd han til slut delte med lytterne, som kan booste vores livskvalitet. Han kaldte forventningens glæde, en knap vi kan skrue på og som ligger lige foran os. Point taken! De resterende tre råd fra ham var: få nogle flere traditioner, sig hej til dem du møder i dit lokalsamfund og husk de gamle.
Som sagt, er jeg i gang med bogen – som i øvrigt kan downloades - og jeg kan høre Henrik Mahncke´s glade og engagerede stemme i bogstaverne. Dialogen mellem Brinkmann og Mahncke var dejligt inspirende og levende samt tilsat et stort drys af et fænomenalt overskud. Jeg vil ikke genfortælle hvad der ellers blev talt om men meget hellere opfordre til at du lytter til episoden. Du bliver opløftet og klogere.