”Når lykken ikke længere er et fatamorgana, men den oase, jeg har vandret mod og nu står foran. Her forventer jeg varig lykke, men hurtigt er den væk.” Citat fra forfatteren Jacob Birklers bog, ”Jagten efter lykke”
Jacob Birkler tager fat på noget interessant og som mange af os taler om. Jeg hørte ham forleden i radioprogrammet ”Supertanker” hvor værten og han, talte om hvor lykken er og hvor ofte vi rammes af den. For mig er det klart at lykken er subjektiv. Vi mærker lykken i glimt. Det at være engageret i sit eget liv, at føle passion i det vi laver er faktisk et tegn på lykke. Mange jager lykken og tror den er ensbetydende med den store gevinst i Lotto, fede ferier, hvor vi ligger under palmerne med en bog og laver ingenting. Eller at vores tanker som: hvis jeg nu bare taber mig, eller når jeg får mit drømmejob, eller bliver skilt eller går på pension, ja, så bliver alting meget bedre og jeg bliver super lykkelig. Listen er lang men det er ikke sådan vi kan måle lykken. Men hvad sker der så når drømmen bliver til virkelighed? Jeg citerer igen Jacob Birkler:
”Måske har vi skabt en monstrøs illusion. Et kulturelt blændværk, som vi hovedløst kæmper for. Denne bog trykprøver tidens jagt efter lykke og afslører, hvorfor vi ofte jagter forgæves. Selvom lykken virker indlysende sand, er det ikke givet, at vi skal stræbe efter den. Vi stræber heller ikke efter foråret, selvom vi nyder dets komme. Måske erfarer vi lykken bedst, når vi holder op med at lede efter den. I stedet kan vi fokusere på livet med alt dets bøvl og lade lykken dukke op undervejs.”
De fleste tænker at vi knokler jo derudad, og vi skal stile hen til det punkt hvor vi bare kan slappe af og nyde livet. Men, kan I høre det. Vi glemmer noget megavigtigt her, for livet er nu. Lige nu. Det er her og nu vores liv skal leves. Vi skal tage imod udfordringerne vi får hen ad vejen og de bump vi får oveni alle de fantastiske øjeblikke livet også tilsmiler os med. Vi skal værne om vores liv og vi har en pligt til at leve det på bedste vis, i min optik. Men ser vi på lykke som et mål i sig selv eller fungerer den mere som et middel. Og har alder noget med vores syn på lykke at gøre?
”Jagten efter lykke” kommer med eksempler fra hverdagen som dykker ned i flere centrale spørgsmål: Er lykken en aktivitet eller en tilstand? Kommer den udefra eller indefra? Og hvordan hænger den sammen med alder, køn, penge, personlighed og relationer?
Jeg synes at lykken kommer i glimt til os alle men hvordan vi mærker den er individuelt. Når jeg er sammen med min lille familie og - en vigtig forudsætning at alle er sunde og raske - og vi fortæller historier til hinanden, går ture eller spiser middage sammen, griner sammen og bare er nærværende, så føler jeg mig lykkelig. Jeg mærker energi og en blanding af bobler og varme i kroppen og det smitter. En frisk gåtur i mit eget eller en god ven eller venindes selskab i næsten al slags vejr, dog ikke i regnvejr, giver mig også meget energi. Mit humør stiger og jeg føler jeg kan klare alt. Mon det kan tolkes som et lykkeglimt? Ja, hvorfor ikke.
I ”Jagten efter lykke”, fortæller forfatteren om et projekt han lavede med 20 mennesker i samme rum, hvor han bad dem skrive på en skala, hvor lykkelige de var. Alle 20 viste kun et lille tegn på lykke. Det er subjektivt hvad man føler men det interessante var at dagen efter var de samme 20 mennesker samlet igen, men der var nu kommet to nye personer til, som begge sad i kørestol. Samme opgave blev stillet og da resultaterne forelå, var lykken helt automatisk steget markant hos de 20. Forklaringen er simpel for helt åbenlyst måtte de to i kørestole have det meget værre end de selv.
Som sagt kender jeg følelsen af at være lykkelig i glimt, og for mig, som man kan læse, har mine relationer stor betydning i mit liv. At være sammen med mennesker jeg holder af lytte til dem, diskutere og grine sammen og indimellem måske også græde sammen, er vigtig for mig. Når du er omgivet af nogen der sætter pris på dig for lige præcis den du er, er interesseret i dig som person med alle dine særheder, og du hviler i dig selv, kan også det være lykke. Hvis vi prøver at kombinere det med at være taknemmelige for alt det vi har og vi stopper med at sammenligne os med andre, så tror jeg vi når lidt højere op på lykkeglimts stigen.
