Efter en meget regnfuld april - den vådeste i 88 år!! - og til tider nærmest mere en efterårsagtig våd måned, er maj nu endelig ankommet med dejligt solskin, mælkebøtter overalt, og masser af håb til alt det vi har sat os for skal ske de næste måneder, og så med en snarlig sommer lige om hjørnet, for at sætte prikken over i’et. Det kan kun blive godt.
De sidste måneder, udover regn, har også været fyldt af refleksion for manges vedkommende, blandt andet omkring hvad der skal ske de næste måneder og resten af 2024. Mange unge mennesker skal snart i gang med at forberede sig til deres sidste skoledag, læseferien, eksaminer, fester og afslutningen på et helt særligt kapitel i deres liv, som derefter går over i en ny og anderledes ”fri” tilværelse, hvor deres egne valg på et andet plan skal afprøves, og som de skal tage ansvar for. De spørgsmål som de har stillet til mig har lydt som følger: ønsker jeg at tage et eller to sabbatår? Vil jeg rejse og hvis ja, hvor længe vil jeg være væk? Kan jeg være væk fra mine venner og min familie i lang tid? Eller er det bedre at gå i gang med min uddannelse med det samme? Og hvilken uddannelse skal jeg egentlig vælge? Skal jeg bo hjemme stadigvæk eller få en roomie? Det dejlige er, at de unge har reflekteret over det liv, de nu skal i gang med at leve og stillet sig selv en masse spørgsmål, hvor de hos mig bliver guidet hen til det svar, som er det de inderst inde selv gerne vil og har lyst til skal ske. Sådan.
Også andre refleksioner har gjort sig gældende, det seneste stykke tid, hvor jeg har talt med andre unge midt i trediverne og de lidt ældre, som rent faktisk nærmest er bange for omgivelsernes holdninger og meninger til det de gerne vil i livet, og de føler at de bliver dømt af deres familie for det, som er vigtigt for dem. Dømt for deres måde at opdrage deres børn på, dømt for deres vaner, dømt for deres livsstil. Det er mere end tankevækkende, at de lader sig udsætte for den slags fra familien, men ofte grunder det i nogle gamle overbevisninger, som skal erstattes med nye og bedre. Men til trods for at mange i den ovennævnte alder faktisk ellers synes at meget bliver nemmere, når de bliver ældre og mere erfaren med mange ting, så gælder det ikke for alle. For ellers ville outcome eller resultatet for mange flere være at de var meget mere ligeglade med, hvad andre tænkte om dem, og den måde de lever deres liv på.
Men vi er alle forskellige og har dermed også forskellige meninger om, hvordan vi ønsker at leve vores liv. Hvad der er vigtigt for os. Vi kan sagtens være enige om at være uenige, også uden at være dømmende over for andre. Vi er alle klar over at vi har hver vores liv, og også hvert vores eget ansvar for hvordan vi ønsker at leve dette liv, og hvordan vi så bruger vores liv - det eneste vi har – er jeg overbevist om. Vi kan altid diskutere vores livsstil med andre og have delte meninger om hvordan vi ønsker at leve. Men jeg tror at vi alle kender en eller flere, som ønsker sig en helt bestemt livsstil med de fedeste og skønneste værdier og idealer, som man igen kan være enige i eller ej, men når det kommer til stykket, er det altså deres valg og ikke vi andres, og vi skal derfor lade være med at komme med såkaldte gode råd og kommentarer, hvis ikke vi bliver direkte spurgt. Bliver vi til gengæld spurgt, står det os frit for at komme med vores uforbeholdne mening.
Jeg slynger ikke om mig med råd men jeg har alligevel et til jer med meget voksne børn. Drop jeres gode råd generelt, hvis jeres voksne børn har lyst til at gøre noget I ikke selv havde lyst til eller kunne, da I var i deres alder, eller leve på en anden måde end I gjorde. MED MINDRE de spørger jer, selvfølgelig. For de skal lære at træffe deres egne beslutninger, også selvom de ikke er de bedste i jeres optik. For hvordan skal de ellers lære at tage beslutninger og lære af deres fejl? Tænk over det næste gang, din voksne datter eller søn, siger noget, du ikke lige er enig i. Du kan svare eller reagere, to vidt forskellige måder at agere på. Du finder hurtigt ud af, hvad der er bedst :)
Og der er heldigvis mange måder at leve på og vi har alle et ansvar for at gøre os umage og yde det vi kan til samfundet, vel at mærke hvis vi er sunde og raske! En leveregel man trods alt godt kan give videre til sine børn! Hvis vi yder det bedste og alt det vi kan, mao hvis vi yder 100 procent, så kan vi ikke yde mere. Ja, det er individuelt og der er kæmpe forskel på, hvor meget vi hver især kan yde. Men hvis alle ydede det de kunne, ville vores samfund på mange måder, se anderledes ud. Livet er ikke omkostningsfrit for nogen både bogstaveligt og metaforisk. Hvis vi gør en forskel på hver vores måde, så griber det om sig og vi vil blive smittet af det, og vi vil bringe den positive smitte videre. En win-win.
Som jeg startede med at skrive, var der mange der havde reflekteret over deres liv de sidste måneder. Hvornår har du sidst reflekteret over dit liv? Store som små ting i livet? Refleksion er godt for mange ting for det skaber en klarhed og vi bliver bedre til at finde vores sande værdier i livet. Det hjælper også med at sætte fokus på de positive aspekter vi har i livet, og dem vi har lært af og kan lære af, og ofte opstår taknemmelighed, fordi vi finder ud af hvor meget vi har at være glade og taknemmelige for i vores liv. Refleksion er også med til at skabe balance i dele af vores liv, så vi lærer at prioritere det der er vigtigt for os. Sidst men ikke mindst er det godt for vores relationer, fordi vi bliver bedre til at forstå dem vi har omkring os, og bedre til at kommunikere med dem og rent faktisk lytte lidt mere. Så det er godt at reflektere over livet engang imellem.
Nyd vidunderlige maj!
