Blog
maj '20
Tal med dine venner i Corona tiden-det er guld

Tal med dine venner i Corona tiden-det er guld

Taler du med dine venner i COVID-19 tiden? Det er uhyre vigtigt at tale med sine venner. Nogle har brug for at du lytter, men ikke nødvendigvis gode råd.  Vi er i gang med at åbne igen i lille Danmark. Vi har været dygtige til at gøre, som vi blev bedt om både fra sundhedsmyndighedernes side og fra regeringens side med Folketingets øvrige partier bag sig. Da vi er forskellige, er der klart også forskel på, hvordan dette Corona scenarie har påvirket os. I de samtaler jeg har haft gennem de sidste måneder har fællestrækket været, at man har holdt sig isoleret og ikke set andre end familiens medlemmer, som bor under samme tag. Nogle har også set den samme lille gruppe af venner og veninder på afstand og de fleste har arbejdet hjemmefra. Det gode fællestræk er, at det er gået ud over al forventning at være så meget sammen med familien og at der er blevet gået ture, ordnet have og tømt lofter og ryddet op, der er blevet talt igennem og der er blevet udvist en helt anden interesse for hobbies osv. fra både forældres og børns side. Når det så er sagt, herskede der ingen tvivl om, at der var vild jubel over, at børnene igen måtte komme afsted om morgenen, og børnenes juhuuuu råb over at skulle væk fra deres forældre, kunne høres på mere end de tilladte 2 meters afstand.

De unge mennesker jeg har set og talt med, har mere end halvdelen klaret det rigtig flot med at være ”bare” hjemme og har haft den holdning, at der er ikke andet at gøre lige nu og så få det bedste ud af det ved bl.a. at deltage i fjernundervisningen, deltage i huslige gøremål, fællessang med Faber og have alene tid også. Den resterende del, har været bange for, hvad der skulle ske, om de blev smittet trods ændret adfærd i henhold til restriktionerne eller om deres nervøsitet skulle munde ud i en angst tilstand eller ligefrem en depression. En del af disse unge mennesker var ofte alene hjemme og havde derfor ingen mulighed for at deltage i fællesskabet, som første halvdel gjorde. Og yderligere var en af forældrene stærkt negativt påvirket af situationen Corona og formåede ikke, at neddæmpe den frygt over for familien, hvilket faktisk og selvfølgelig påvirkede de unge, der var i en sådan husstand.

 Vi ved, at der er evidens for, at samtaler har en rigtig god effekt på de fleste situationer, hvor man føler sig alene, ked af det, stresset, bange eller frustreret. Derfor er det af yderste vigtighed, at vi tager os godt af den ”kategori” af unge mennesker. Ja af alle, som har ovenstående udfordringer. Så har du, om du er ung eller ældre gået og haft det skidt, været nervøs eller bange, og har du det stadig sådan, så er det ret vigtigt, at du får talt med nogen om det. Det er helt ok, at du som ungt menneske, ikke ønsker at dele alt med dine forældre eller andre pårørende, men du er nødt til, uanset hvilken generation du tilhører, at få åbnet for sluserne, så du kan få støtte, hjælp og rådgivning, til at komme videre. Det kan være en lille bitte justering, i for eksempel din adfærd, du skal forsøge dig med i første omgang og i dit mind-set MEN du skal helt klart i gang med at tale med andre. At det kræver stort mod at række hånden ud, åbne sig og fortælle om sine udfordringer, kan for mange være grænseoverskridende. MEN det er til så meget gavn for en selv og man vil føle sig stærkere og få mere mod på hverdagen og livet generelt.  Så tal med din coach, din lærer, eller studievejleder eller en helt anden du har tillid til, hvis du grubler mere end ofte.

Noget helt andet er, at vi skal vænne os til tanken, at alt ikke bliver helt som før. Det gør det nemlig ikke.  Nogle har måske reflekteret mere over livet generelt samt lært at prioritere anderledes og sidst men ikke mindst lært at appreciere de små ting i tilværelsen. Og det kan vi alle faktisk godt lære noget af. Pas på jer selv derude :)

 

bubble