Vi hører om mobiltelefonen dagligt. Den er en af de mest banebrydende opfindelser i det nye årtusinde, men måske det mest problematiske for vores psyke. Det mener flere psykiatere og psykologer. Vores hjerne er ikke i stand til at filtrere de enorme mængder af data, som smartphonen spytter ud konstant og vores følelsesliv er alt for sårbart til at håndtere den afhængighed, det skaber. Som læge, foredragsholder og forfatter, Imran Rashid udtaler: ”Det er ikke et problem, at man bruger sin telefon rigtig meget, hvis det forbrug man har, udspringer af bevidste ønsker. Udfordringerne opstår, fordi vi ofte er ubevidste og impulsstyrede i vores brug af mobiltelefonen. Vi bruger teknologien og tjekker sms’er, apps eller nyhedstjenester hele tiden, ikke fordi vi gerne vil, men fordi vi ikke længere kan lade være. Det er en vane, hvor du er underlagt en form for teknologisk fjernstyring, som er i andres interesse og ikke i din egen”.
Der er oftest de unge, der er underlagt smartphonen og dens fristelser men det er ikke kun de unge, der er afhængige. Vi ser rent faktisk mange forskellige aldersgrupper gå, stå eller ligge med en smartphone. Den er blevet en tro følgesvend og er derfor med overalt. Vi, der voksede op uden mobiltelefon, er ikke gået glip af noget, i min optik. Vi havde, generelt set, en anden form for nærvær, idet vi sås face to face med vores venner og veninder. Vi førte samtaler med hinanden imens vi kunne observere ansigtsudtryk og evt. gestikuleren, da vi jo befandt os i samme rum. Det var derfor sværere at misforstå, det der blev sagt, set i forhold til i dag, hvor det primært er sms samtaler, der føres blandt de unge. Her dissekerer man hvert et ord, tegn eller ikon og bliver ked af det, hvis det man modtager, ikke lever op til det man forventede.
Men hvis vi kan styre vores forbrug eller vores online tid, så er det ikke helt så galt. Det er derfor op til os alle, unge som ældre, at få gang i face to face samtalerne og oplevelserne rundt omkring og være i nuet. Når vi sidder i gode, dybe som lette samtaler, eller udforsker noget sammen, så kan vi gemme disse oplevelser, naturligt i vores hjerne, på vores egen harddisk, i vores indre fotoalbum, uden at have et fysisk arkiv at bladre igennem. Der er noget, vi ikke kan tage billeder af men som er bedst tjent med, at være i vores hukommelse. Det tror jeg vi alle kender til fra forskellige situationer. Oplevelsen er meget mere intens. Dog vil jeg overhovedet ikke nedvurdere, den spontanitet eller lyst vi også har, til at tage fysiske billeder. Det er dejlige minder at kunne tage frem fysisk, (jeg er vild med både at tage billeder og ha’ dem som papirfotos) og det er vidunderligt at dele sådanne oplevelser med andre.
Jeg har lige været på ferie i Sydafrika og har haft det fuldstændig fantastisk. At det ikke er første gang at jeg oplever bushen med de smukke vilde dyr, lydene, lugtene, varmen, støvet, solen, himlen, stjernerne, roen og stilheden og det helt specielle lys, som begynder allerede ved 5 tiden om morgenen - er stadig lige magisk for mig, hver gang. Når dyrene og fuglene vågner stille og roligt op, efter nattens jagt og er mætte og dovne og klar til en fordøjelses dag. Eller stadig sultne og derfor på jagt efter bytte, denne nye smukke og varme dag. Det gør noget ved vores krop og sjæl, at være så tæt på dyr i deres naturlige omgivelser. Der er en ubeskrivelig ro og fred, som gør ekstremt godt på alle fronter. OG at der ikke var noget forstyrrende element, som mobiltelefonen, var en stor gevinst oveni. Man bliver så bjergtaget, når man er i bushen også fordi det er en intens oplevelse og ja det er uden internetforbindelse og det gør os mere nysgerrige på det det der er, lige nu og her omkring os.
Udover alt det vi oplevede sammen, den tætte kontakt, den afrikanske natur i dens rå og barske virkelighed, hvor vi også delte overraskelses frygt, f.eks. da et dyr eller flere kom meget tæt på jeepen vi sad i. Eller da vi var vidne til, at en hunløve jagtede et bytte bag os men forgæves. Lydene, skrigene, mørket. At drage et fælles lettelsens suk over at dyret slap væk og lydene igen, var helt fantastiske. Og en time senere, stod vi på toppen af et bjerg og nød den smukke udsigt samtidig med vi fik sundowners. En unik og speciel følelse af nærvær, vi fik sammen. Vi havde også et helt klart bevidst ønske om, at tage billeder. OG DET GJORDE VI. Tog billeder. Selvom mange situationer ikke kunne fotograferes men blev i vores indre. Men de skønne og mange billeder, vi tog og har samlet sammen, går inden længe fra at være fantastiske momenter til at blive dejlige og gode minder, vi har sammen.
Der er så mange måder at være sammen på og vi behøver ikke at tage på ferie for at opleve nærvær eller at være uden konstant online forbindelse. Det bestemmer vi selv. Vi har et valg og det er altid et spørgsmål om prioritering, forventningsafstemning og at turde melde ud og stille krav. Så husk det også i hverdagen. Det er dem, vi har flest af. Prøv at være mere nærværende og lyttende og se, hvad det giver, ikke bare dig selv men dem omkring dig. Det er magisk.
