Så er vi i gang igen efter en forrygende sommer, som stadig er derude. Hvor er vi bare heldige. Håber I har haft en dejlig ferie og tusind mange tak til jer, der har skrevet til mig og fortalt at I har haft glæde af min juni blog J
Jeg håber for de fleste, at I har holdt ferie og virkelig fået slappet af og koblet fra. For gør vi ikke det, så er det hårdt at komme tilbage til hverdagen og arbejdet. Så har hjernen ikke holdt fri og er ikke tanket op med ny motivation og kreativitet. Erhvervspsykolog Henrik Elsig Andersen, skrev i Børsen d. 16/8 at ”en velgennemført ferie er en investering i din kreativitet. Og han fortsætter ” under ferien får vi skabt en distance til nogle af de udfordringer, som vi tumler med, hvilket gør os i stand til at se dem i et nyt lys og finde alternative løsninger” OG det er jo et faktum. En rigtig god og lærerig artikel i øvrigt.
Så hvis vi nu går ud fra, at vi alle har holdt 3 ugers ferie og er godt tanket op både mentalt og fysisk, så har vi ret gode muligheder for, at komme godt i gang med vores hverdag. Det er jo dem, der er flest af, og som vi derfor skal huske, OGSÅ at gøre noget ud af og glæde os over! Som Dan Turell. Han holdt mest af hverdagen!
Der findes mange gode råd om, hvordan vi vender tilbage til jobbet og vores dagligdag, efter en lang ferie. Da vi alle er unikke, har vi også hver vores måde, at tackle hverdage og udfordringer på. Lad os lege lidt med ideen om at vi vil forlænge sommeren. Det er jo muligt med det vejr vi har og vi skal sætte pris på det og være positive og glade for, at vi stadig kan gå i sommertøj, gå ture uden paraply, lege udenfor, ja bare være udenfor, når vi har fri. Vi skal glæde os over, at vi har haft sådan en fantastisk sommer og vi skal huske på alle de gode oplevelser vi har haft, enten sammen med andre eller alene. Og vi kan ”køre” disse oplevelser, som små mentale filmklip indimellem, når vi trænger til en lille pause, enten fra arbejdet eller derhjemme. Se på det, som en form for meditation eller mindfulness.
En anden måde at komme tilbage til hverdagen på er, at få lavet nogle hyggelige aftaler med familien, veninden, manden eller kæresten. Så sker der lidt, humøret stiger og så kommer vi også nemmere igennem madpakker, rengøring og vasketøj. For når vi først er i gang igen, på vores arbejde, så har - de fleste af os - det jo helt fint, med at være tilbage. Det at fortælle om, et par sjove ferieoplevelser til vores kolleger og kollegerne om deres, vil skabe en positiv domino effekt. Det at vi deler oplevelser sammen, påvirker ikke bare os selv men også vores omgivelser, positivt. Vi smiler og griner måske lidt mere. En dejlig tanke, at vi med vores smil, latter og positive indstilling, kan smitte vores omgivelser og gøre det lidt sjovere at være tilbage på pinden. Forestil jer, hvis vi alle tænkte og handlede sådan. Så vil det være pivhamrende godt, at komme tilbage på arbejdet - også bare efter en weekend ;-)
Husk vi er kun på denne planet én gang. Så lad os gøre det bedste vi kan, for os selv og vores omgivelser. Det giver et overskud af velvære, energi og nærhed!
Som en lille sløjfe, kan I lytte til Dan Turell & Halfdan E- Hyldest til Hverdagen.