Blog
mar '19
Mit navn det står med prikker...

Mit navn det står med prikker...

 

F O R Å R - Det er forår med vintergækker, erantis og krokus. Foråret kræver de smukkeste ord. Når jeg ser børn, unge og ældre gå rundt ved stranden, i skoven eller ved havnefronter eller ser dem sidde på tæpper og på bænke, alt imens de smiler og nyder de første stråler fra solens varme, så overvældes jeg af glæde og nærmest lykke følelse. Nogen samler sten i vandkanten, andre spiser is eller drikker drikke fra krus og termokander og kigger op på himlen, op i lyset. Hunde løber rundt og helst uden snor, legesyge og glade og de springer gerne ud i vandet efter de pinde, som bliver kastet til dem. Vi er alle smittet af det. Dagen er blevet længere og lysere og sidst på måneden bliver det endnu lysere pga. sommertid. Vi skal kigge op, kigge ned, snuse luften og duftene til os. Vi skal lade os omkranse af det hele og bare nyde at vi har muligheden for at være i det. Vi bliver så glade, smiler mere og bliver fyldt med energi og power, og bliver helt høje, som om vi var på et eller andet stof. Det er vi også. Men det her er bare helt ufarligt og gratis og alle kan deltage i rusen ;)

Vi har meget at være taknemlige over men vi er ikke altid så gode til at huske det. Skal vi ikke forsøge, at blive bedre til det. Det er ikke så svært. Vi skal prøve, at tænke mere positivt og ikke altid tage sorgerne på forskud. Det nytter jo ikke noget. Der er 2 ting, der er sikre her i livet: Vi bliver født og vi dør. Slut dut finale. Og alt det indimellem, vi kalder vores liv, er vi oftest ret meget medbestemmende omkring, 

De af jer der kender mig ved, at mit motto er, at vi skal gøre os umage overfor os selv og andre. Selvfølgelig kan vi ikke altid yde vores bedste af forskellige årsager og diverse udfordringer, selvom vores intention om at gøre begge dele, oftest er positiv. Vi skal finde og vælge det mønster, den skabelon, der passer bedst og derefter gå ud af den sti og følge den. At der kommer afstikkere på den vej, er ikke en prøvelse men helt naturligt, og så er det op til os selv, at bevare roen og lade vores indre kompas guide os derhen, hvor vi ved, at vejen matcher til den vi er og det vi vil. For vi skal være tro mod os selv, det er vigtigt.

Lad os hylde og glæde os over foråret og de lyse og lange dage i de næste mange dejlige måneder. 1. marts er officielt den første forårsdag. Jeg vil lade dette gruk af Piet Hein, som jeg sætter stor pris på, være min hyldest:

Der er årstider nok, men af alle der gi’s

vil jeg tildele foråret første pris

for i den bli’r jo sommeren til, som forgår

og gi’r plads for det dejlige efterår,

der indvarsler vinterens tid, som er den,

hvor der ikke er længe til foråret igen.

 

bubble